LANDSKABER MED SAFT OG KRAFT

 

Når man læser Henrik Nordbrandts vidunderlige digte og essays, kan man i sagens natur ikke lade være med at danne sig billeder på sin indre nethinde. Om Karen Borten har læst Nordbrandt, ved jeg ikke, men hun har i hvert fald ramt den melankolske stemning, der altid præger hans digte fra Anatolien og Grækenland. Karen Borten har malet en række vidunderlige billeder fra netop de områder, Nordbrandt beskriver og vi ser olivenlunde, højsletter, forrevne kyster og små landsbyer badet i det lys, man kun finder i Middelhavslandene. Et stærkt ubarmhjertigt lys om dagen præget af rene gule, violette, røde og azurblå farver og om aftenen og natten det blåsorte mørke suppleret af glødende gule lys fra lamper og lanterner. Det er lige før, man kan dufte den vilde timian og den aromatiske accent fra citronlundene.

 

Vender man blikket mod det novemberkolde Skandinavien, Henrik Nordbrandt hader som pesten, er Karen Borten også her en mester i at indfange de specielle lysforhold og den specielle atmosfære, der hviler over stedet. Det kan være vintermarkerne, indhyllet i frostdis, den glødende solnedgang eller de nøgne, gråsorte træer i skoven. Til gengæld kan Karen Borten også vise det danske forår og den danske sommer, når disse er allermest levende med et blomstervæld og en lyskraft, som blæser alle bekymringer væk. Især er Karen Borten meget dygtigt på et felt, som ellers har lange og stolte traditioner i Danmark og nok kunne tage pusten fra en maler. Hun er nemlig utroligt ferm til at male blomster, hvad enten hun bruger akrylmaling eller akvarel. Hele det danske blomsterflor oprulles for vores øjne med en indlevelse og en friskhed, der gør Karen Borten til en meget spændende kunstner.

 

Når Karen Bortens malerier og akvareller er så vellykkede, hænger det utvivlsomt sammen med, at hun går til arbejdet på en helt uimponeret måde. Noget, man kan fornemme med det samme på grund af den saft og kraft, der hviler over billederne. En saft og kraft, der skyldes en ægte og spontan naturoplevelse helt uden kompositoriske bagtanker. Senere, når disse spontane naturindtryk skal tage konkret kunstnerisk form, er der naturligvis brug for disse mere strategiske overvejelser.

Men også her klarer Karen Borten det på en overbevisende måde,

 

Når det er det er lykkedes for Karen Borten, skyldes det, at hun har denne, for en maler, så livsnødvendige balance mellem en uimponeret tilgang til stoffet og den uomgængelige kompositoriske disciplin. Resultatet er en række billeder, der virkelig løfter en op med deres på én gang præcise og indfølende naturskildringer. Og det endda i en sådan grad, at i hvert fald undertegnede får lyst til at genlæse, hvad Jeppe Aakjær, Frank Jæger, Poul la Cour, Benny Andersen og hvad de nu hedder alle sammen har skrevet om den danske natur. Uden at glemme Henrik Nordbrandt og Anatolien, selvfølgelig.

Tom Jørgensen

kunstskribent på Information, redaktør på Kunstavisen.

 

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk